Fra skolebænken i Skæring til gokartbanen i Rom

Sarah og Jonas skal snart køre gokartslalom på Vallunga-banen i Rom. Foto: Alina Jensen

For Sarah og Jonas endte et skoleprojekt med to billetter til Rom. Som hurtigste dreng og pige i klassen er de udvalgt til at repræsentere de rød/hvide farver i en international motorsportsturnering. Selvom konkurrencen er hård, mister de ikke modet.

Skrevet af: Alina Jensen

Et Facebookopslag fremviser 24 elever i hvide T-shirts fra Dansk Automobil Sports Union (DASU). Det er Skæring Skoles 9.C, som har vundet over 29 andre folkeskoleklasser i skoleforløbet ’Hestekræfter – Motorsport på skoleskemaet’.

Blandt de 24 elever sidder en 15-årig dreng på hug ved siden af klassekammeraterne og en jævnaldrene pige i en sølvfarvet gokart. De viser begge hver deres diplomlignende stykke papir frem.

Det er Sarah Kronborg Madsen og Jonas Højgaard Jakobsen, og papirerne er invitationer til at deltage i den internationale motorsportskonkurrence FIA Motorsport Games 2019, når den afholdes for første gang d. d. 30. oktober til d. 3. november.

”I starten troede vi ikke, at det blev til noget,” fortæller Sarah, som har haft lidt svært ved at begribe, at hun at skal afsted. ”Vi blev godt nok glade.”

Fra bog til bane

FIA Motorsport Games skal ifølge skoleforløbets leder, Mikkel Bøyesen, prøve at være motorsportens pendant til OL, hvor der dystes i forskellige discipliner, herunder amatør-disciplinen Slalom Karting. 

For at udtage de to amatør-repræsentanter til Karting Slalom-disciplinen, lavede DASU i foråret det fire uger lange, tværfaglige skoleforløb ’Hestekræfter – motorsport på skoleskemaet’.

Her kombinerede 40 folkeskoleklasser motorsport med skolefag og konkurrerede til sidst i både faglighed og gokartkørsel.

Den hurtigst kørende dreng og pige fra den vindende klasse skal nu repræsentere Danmark ved det. Det er Sarah og Jonas.

Video, filmet af Jonas’ mor fra Sarah og Jonas’ fællestræning torsdag d. 3 oktober. Banen, som Jonas kører på, svarer til ca. halvdelen af det, som de skal udføre på Vallungabanen i Rom.

En overraskende sejr

Det var ellers ikke med pokalambitioner, at Sarah, Jonas og de andre fra 9.C kørte mod 29 andre skoleklasser på Auning Racerbane før sommerferien.

”Det er lidt surrealistisk. Jeg havde aldrig regnet med, at vi skulle vinde,” fortæller Sarah og griner lidt sammen med Jonas, som med et beskedent smil indrømmer:

”Vi tog det ikke seriøst nogle af os.”

Selv om fokusset var sjov, er sejrens sødme dog stadig at spotte i Jonas’ smil: ” Vi blev meget glade, da vi vandt.”

Op mod eliten

Start oktober gælder det FIA-pokalen, hvor Jonas og Sarah skal dyste mod kørere fra 17 andre lande, heriblandt Frankrig, Tyskland, Indien, Rusland og Thailand. De to amatørkører er forberedt på, at konkurrencen ved Vallunga-banen i Rom bliver noget hårdere.

Da en del lande har haft svært ved at finde amatørdeltagere til Karting Slalom disciplinen, har Jonas og Sarah i år mange gokart-erfarne konkurrenter.

”Vi havde da håbet på, at det var det samme niveau som os,” siger Sarah, som kun har kørt gokart et par gange før i sit liv.

”Ja, der er lidt større pres på,” istemmer Jonas. De lader sig dog ikke slå ud af dårlige odds.

”Det er da godt at få kamp til stregen,” indvender Sarah og tilføjer dernæst i et grin: ”eller mere til.”

Selvom de danske amatører deltager i turneringen for oplevelsen, skal det ikke holde dem fra at øve sig lidt, inden de tager af sted:

”Man vil jo også gerne gøre en indsats for at komme op i den høje ende.” Sarah, som ud over en allerede afholdt fællestræning, har tænkt sig træne et par ekstra gange inden hun og Jonas skal med flyet til Rom.

Jonas ville da heller ikke have noget imod at blive rangeret højt, men han tager dog træningen mere stille:  

”Jeg tror ikke, at jeg kommer til at øve mig så meget. Bare en gang eller sådan.”

Mere end speederen i bund

Udover træninger i Danmark, lægger de unge Gokart-kørere dagene i Rom ud med at træne på Gokartbanen, som de i de efterfølgende dage skal dyste på. At træne op til en slalomturnering handler nemlig om mere end at have styr på speederen:

”Det handler om tålmodighed for at kunne læse banen,” forklarer Sarah, som lægger vægt på at det handler om mere end bare at køre hurtigt:

”Man skal kunne regne banen ud og have taktik.”

Til det uddyber Jonas vigtigheden af at kende sin bane og øve sig på den, så man ikke kører forkert og mister point. Og her husker Sarah da også en lille episode fra sidste gang de trænede:

”Der var en, som havde lidt svært ved at huske, hvordan ruten var,” griner Sarah og giver Jonas et venskabeligt klap på skulderen.

I alt 42 lande kan konkurrere i seks forskellige motorsport-discipliner under
FIA Motorsport Games. Ud over Karting Slalom, kan man spotte de danske farver i disciplinerne: Grand Tour, Formel 4, Drifting og Digital.
Det hele streames live på: https://www.fiamotorsportgames.com/watch-live

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *