Hvad koster det at have dit barn i børnehave, i hvilke lande har det flest jævnaldrene, hvilke film kan I se og ?

Under en tredjedel af danske sportsklubbers arbejdskraft er kvindelig

Mængden af lønnede timer i danske sportsklubber er over dobbelt så stor for mandlige ansatte. Det er især i bestyrelserne, at den skæve kønsfordeling viser sig.

Af Alina Jensen

Målt i årsværk har danske sportsklubber dobbelt så mange mandlige lønnede timer som kvinder. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Årsværk er det antal lønnede timer, som svarer til et års fuldtidsarbejde.

Teamleder for Team Organisation og Ledelse i Dansk Idrætsforbund (DIF), Martin Borch, er ikke overrasket over tallene fra Danmarks Statistik. Især ikke, når han ser på bestyrelser i sin egen forening og de sportsklubber, som er tilknyttet DIF:

”Kvinder vil gerne være trænere, men jo længere ind man kommer i foreningen, des mindre attraktivt bliver det for dem at melde sig til posterne,” forklarer teamlederen og peger på både bestyrelsernes ”mande-kultur” og manglende viden om bestyrelsens arbejde som grunde.

Det er især blandt de voksne der er størst kønsfordeling. Graf: Danmarks Statistik

Bushra Hanif, styrelsesmedlem for Dansk Kvindesamfund, mener også at det er værd at kaste et blik på topposterne. Selv om organisationen endnu ikke er dykket specifikt ned i idrættens ligestilling, undrer tallene fra Danmarks Statistik heller ikke hende.

”Der må jo være kvinder, der er lige så kompetente til at have de stillinger. Selv i den sektor,” siger ligestillingsforkæmperen, som mener, at det ikke vil være nok kun at ansætte flere kvindelige trænere:

”Hvis man skal rykke på det her, skal det ske på magthaverniveau. Det skal ske i bestyrelserne.”

Martin Borch, som blandt andet arbejder for at fremme diversiteten i DIF, nævner også ændringer topstrukturen som sin hovedstrategi, men udelukker ikke fordelen ved at tage fat ved ”græsroden”.

Selv om de to er enige om at få flere kvindeligt ansatte i sportsklubberne, er holdningen klar når det gælder forfordeling: 

”Man skal vælges på grund af sine kvalifikationer, ikke sit køn.”

https://www.powtoon.com/c/csRhTel6frn/1/m

Tidens Angst: Klima er det nye terror

Hvis man vil vide, hvilke emner, der er oppe i tiden, kan man kigge mod den del af befolkningen, som har en psykisk lidelse.
Før var det atomkrig, så var det terror og nu er det klimaangsten, som fylder hos især de unge. Men bare fordi tiderne skifter, bliver angsten ikke mindre farlig.

Foto og tekst af: Alina Jensen

Nanna Lindbæk Qvesel på 18 sidder i sin seng og kan mærke angsten snige sig ind på hende. En gammel kending. Men ikke en vellidt én. En graf blev til en tankestrøm og til en ukontrollerbar rystende krop. Den 18-årige har år forinden overkommet en periode med angst, så hun ved, hvordan de føles. Men anfaldene har aldrig været så voldsomme, som dem hun oplever nu, hvor hendes bekymringer for klimaet overtager.

Nanna Qvesel er klimaktivist. Hun er medlem af Fridays for future, Extinction rebellion og gør, hvad hun kan, for at skabe fokus på de klimaproblemer, som fylder så meget i hendes hverdag. Det er ikke af lyst, men en pligt, som hun har påtaget sig.

”Hvis ikke klima havde været et problem, så tror jeg virkelig, at jeg havde fået et gladere liv. Det fylder så meget, at jeg ikke rigtig stiller krav til mig selv i skolen. Jeg har knap nok tid til at være social med andre mennesker uden for bevægelsen.”

Og så er Nanna blot én blandt et stigende antal mennesker, hvis psykiske helbred svækkes af bekymringer for de klimaforandringer, som optager samfundet lige nu.

Historien gentager sig

Det er en eftermiddag i starten af september, og Nanna og en veninde følges hjem fra skole. Snakken går, og inden længe går den hen på de klimabekymringer, som fylder hos de to unge piger. Endeligt siger veninden, at hun har en graf, som hun synes, at Nanna skal se. Det er den graf, som et par timer senere skal udløse det værste angstanfald, den angsterfarne nogensinde har oplevet.

Klimaet er det nyeste af de samfundsproblemer, som gennem tiden har belastet folks psyke.

Professor i psykiatri, dr. med. Raben Rosenberg og konstitueret centerchef for Region hovedstadens psykiatriske hospital kortlægger at nogle psykiske lidelser længe har haft bevæggrund i samfundets udvikling, trækker tråde længere tilbage end klimadebatten.

”Man har kendt til psykiske lidelser siden oldtiden med hallucinationer og vrangforestillinger. I slutningen af 1800-tallet kommer belastningsreaktioner ind i billeder, ofte forværret af det moderne liv. Lyden af skramlende hestevogne I København fremkaldte ængstelse og stress”

Raben Rosenberg hævder at angstlidelser først rigtigt blev en del af psykiatrien efter 2. verdenskrig som reaktioner på krig. Han påpeger desuden, at psykiske problemer er uundgåeligt i det moderne liv.

”De sidste 30-40 år fylder angstlidelser så meget, at ca. 10-20% risikerer at få en angstdiagnose i løbet af deres liv. Det ses som udtryk for de livsvilkår, det er at leve i moderne samfund.”

Nanna Qvelsen udelukker heller ikke, at angsten kunne indfinde sig på andre måder, hvis klimaet ikke var et problem:

”Det kunne godt være at jeg har oplevet angst, fordi jeg ville stille høje krav til mig selv i skolen.”

Presset på sig selv, er dog en angstfremkalder, som Nanna har vundet over før. Frygten for klimaforandringernes konsekvenser, som er stadig årsagen til Nannas seneste række anfald, er også i bedring.

Samfundet afspejles i angsten

I en time prøver Nanna og veninden at distrahere sig selv fra de pludseligt eksponentielt stigende streger på Nannas computerskærm. Men de emner, der ellers fylder i pigernes liv, kan ikke overskygge de fremtidsudsigter som bliver motoren for Nannas tankestrøm de næste mange timer.

Da veninden til sidst blev nødt til at gå, ligger Nanna alene tilbage med øjnene fikseret på det skrækscenarie, som hun lige var blevet præsenteret for. Den skræmte pige ringer til sin ven, for hun mærke angsten snige sig ind i luftvejene, og hun har brug for én der kender hendes behov.

Som bekymringer for klimaforandringer er kommet mere i fokus blandt medier, politikere og især unge ser kognitiv psykolog Camilla Karmark også klimaforandringer, som noget hun skal forholde sig til i sit fag.

”Fænomenet ’klimaangst’ er begyndt at fylde inden for vores fagområde. Man er begyndt at forholde sig til fænomenet, fordi det er begyndt at forekomme hos flere.”

Hun forklarer, at klimaangst kan placeres under nogle typer af lidelser, som kan påvirkes af samfundstiden.

”Det er almindeligt, at samfundstiden kan influere på angstproblematikker. For generaliseret angst er det typisk tidsaktuelle faretruende ting i samfundet, som kan blive en af årsagerne til angsten. Det kan for eksempel være bekymringer terror og atomkraftkrig.”

Camilla Karmark pointerer desuden, at angsttemaer inden for sygdommen OCD også kan være påvirket af en de aktuelle samfundsproblemer:

”Angsten for HIV fyldte som en OCD dengang, hvor HIV og AIDS fyldte mere i medierne. Eller så kunne OCD hoppe på frygten for fugleinfluenza, salmonellabakterier, m.m. i de perioder, hvor det har fyldt. Det er, hvis ens OCD for eksempel især omhandler angst for bakterier, og lignende.”

Angstlidelse skabes ikke nødvendigvis som egne oplevelser og tankestrømme, men kan i høj grad påvirkes, af det, som optager samfundet generelt og derfor den enkelte person. Nu er det klima, og på et kollegieværelse er det en skræmmende graf.

Omskiftelig, men alvorlig

To hænder, der strammer om halsen. Det er den følelse Nanna lå med, da hun begynder at hyperventilere i sin seng. Det er her, Nanna ofte forebygger sine angstanfald ved at smide alt, hvad hun har i hænderne og sove tankerne væk. Men den her gang er det for sent at gøre noget. Og det ved Nanna godt.

Luften ryger kun ud af lungerne, ikke ind. Og så begynder rystelserne at overtage hele kroppen og fratager hende evnen til at kunne bevæge den. Hun kan ikke andet end at ligge og håbe, at anfaldet er snart er overstået. Herfra husker Nanna ikke mere, selvom angsten fortsat trænger ind i hendes krop.

Selv om tidens problemer er omskiftelige, lægger Camilla Karmark vægt på, at de psykiske følger ikke er noget, som man skal tage let på.

”Klimaangst tages lige så alvorligt som andre angstlidelser. Hvis du er forpint af angst, så er du lige påvirket af den uanset indhold af angsttankerne og temaet for dem.”

Denne holdning er Nanna enig i.

”Alt efter, hvor voldsomt man oplever det, kan angst være rigtig alvorligt. Det er et ord, som man skal have respekt for.”

Den unge klimaaktivist, som ikke mener, at angst behøver en diagnose, synes dog stadig, at det er vigtigt ikke at misbruge ordets betydning.

”Klimaangst er blevet alment at sige, fordi man ofte hører det. Der er nogle, som kan gå rundt og sige ’jeg er klimaangst’ uden at have oplevet et angstanfald. Så bruger man angst, og det synes jeg er et problem.”

Helt tom

Dagen efter vågner Nanna af sit vækkeur efter godt 12 timers søvn. Kroppen ryster stadig morgen efter og fingrene kan knap ramme bogstaverne på skærmen, når Nanna skriver, at hun ikke kan komme til det første modul.

Det er vennen, som Nanna ringede til, der senere har fortalt hende om resten af aftenen. At hun blev ved at fortælle, hvor ondt hun havde. At hun ikke kunne få hovedet mellem benene, fordi krampen trak i hendes ryg. Mens krampen knuser i musklerne, skaber rystelserne en stikkende smerte, der bevæger sig indefra som blod, der suser rundt i kroppen. Vennen snakker med Nanna indtil hun kan falde i søvn.

Et kvarter før hun skal af sted til det andet, står den trætte pige op. En ømhed knuger sig til hendes lænd og musklerne er udmattede, som havde hun trænet i flere timer. Som Nanna tager afsted, mærker hun, at det ikke kun er kroppen, som er udmattet:

”Jeg kan hverken føle mig glad eller ked af det. Jeg er helt tom.”

Tumult på Temabar: Ung mand tiltalt for grov vold

Hyggelig snak på Temabars herretoilet blev i løbet af få minutter til slag og peberspray. Om det var nødværge mod en kendt Vejle-gruppering, eller en reaktion på en provokerende samtale, er endnu uvist.

Skrevet af: Alina Jensen

”Jeg knepper din mor, og kvæler hende i min gokkesok.” Det var provokationer som denne, der fik en ung mand til at skubbe, sprøjte peberspray og slå en anden af barens gæster d. 19. maj 2019 på Temabar i Vejle.

Omtrent seks måneder efter, d. 20. november, sidder han i byretten i Horsens. Her placerer han en finger mellem øjenbrynene og kigger med let himmelvendte øjne mod sin søster på tilhørerpladserne, som gengælder blikket. Dommeren er forhindret i at dukke op, og retssagen er udskudt et kvarter. I løbet af det kvarter udveksler pigen og tiltalte jævnligt blikke. Hans er som regel himmelvendte og ledsaget af et sukkende smil.

Forsvarsadvokaten peger forklarende rundt i retssalen, og tiltalte nikker, før han vender tilbage til sin vippen frem og tilbage på stolen. Da dommeren træder ind i retssalen, fikseres de før himmelvendte øjne på dommersædet.

Forberedt selvforsvar

Den unge mand er 18 år gammel og tiltalt for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse. Han nægter sig skyldig i det første, da han mener, at han handlede i nødværge.

Den 18-årige hævder, at han blev truet af forurettede (også nævnt som S) og hans venner, som ifølge forklaringen er medlemmer af en kendt Vejle-gruppering. Det var af frygten for denne gruppering, at han havde pebersprayen med. Han forklarer, at han før har fået trusler fra gruppen og derfor havde den med som ”forberedt selvforsvar”.

Den aften vurderede den tiltalte, at han ”stod til at få en ordentlig røvfuld” og så derfor pebersprayen som sin eneste udvej.

Uklare relationer

En videoovervågning fra TemaBars herretoilet, viser at tiltalte og den forurettede står og diskuterer tæt sammen, mens flere drenge kommer til og står omkring de to.

Da S og en anden toiletbesøgende kommer til vidnestolen, hævder de dog begge, hverken at kende hinanden eller mange af de andre på toilettet.

Der er uenighed blandt tiltalte og vidnerne om de indblandedes relationer. Infografik: Alina Jensen

Den forurettede, som sjældne gange kigger på tiltalte, husker ikke andet fra episoden, end at han får peberspray i øjnene. Han genkender kun en ven i gruppen af drenge, som er på toilettet.

Provokation eller venskabelig snak?

Videoovervågningen viser blandt andet, at S tørrer sin sved af i tiltaltes bluse og giver ham små klap på kinden. Han synes selv, at den opførsel virker mærkelig og nævner selv: ”Jeg må have været meget fuld. Det ser ikke rart ud.”

Videoovervågning viser desuden, at en ung mand, som er vidne 2, kommer ind på toilettet og går meget tæt på tiltalte, som han siger noget.

Ifølge tiltalte er denne nærgående, én af forurettedes venner, som siger: ”Hvis du fucker med S, fucker du med mig”. Da den nærgående bliver sat i vidnestolen, siger han dog selv, at han ikke kender andre på toilettet end tiltalte, som han kender gennem en fælles ven.

Ligesom den forurettede, kan han heller ikke huske sine ord, men antager at han nok bare har spurgt ind til, hvad de snakkede om.

Sagen forsætter

Den 18-årige fortæller, at han efter episoden henvendte sig til politiet, så snart de kom, da han godt vidste at opbevaringen og brugen af peberspray uden for hjemmet ”ikke var så smart gjort.”.

Den forurettede har ifølge afhøringsrapporten fra den nat, forklaret at tumulten allerede var opstået inde på barens dansegulv. Dette kan han dog hverken be- eller afkræfte.

Hvem der kender hvem, og hvorfor tiltalte handlede, som han gjorde, er endnu ikke afgjort. Sagen er udskudt til d. 12. december 2019.

Korrektur af Frederikke Borg Højfeldt

Lisette så sin bror leve et liv, der var døden værd

Som lærer på Alléskolen ser Lisette skæbner, hun genkender fra sin bror. Men her har hun muligheden for at hjælpe de unge og voksne videre. Foto: Alina Jensen.

Lisette så på, mens sin lillebror led af et misbrug, som endte i hans død. Ikke fordi, at hun ikke ville hjælpe ham, og ikke fordi, at hun ikke prøvede. Han kunne ikke hjælpes. Så i stedet skulle Lisette acceptere at være vidne til et liv, hvor døden virker som det bedste alternativ.

Skrevet af: Alina Jensen

”Dennis er død! Dennis er død!” Det er de ord, som skærer gennem telefonrøret d. 1. december, da Lisettes lillebror har fået et hjertestop i deres mors have. En måned forinden havde han afbrudt et behandlingsforløb for stofmisbrug, som han har døjet med hele sit voksenliv.

Det misbrug som, som udviklede epilepsien, der den nat har forårsaget et hjertestop. De efterfølgende dage ligger Dennis på intensivafdelingen på Kolding sygehus.

Da lægerne skal teste, om Dennis er hjernedød, er Lisette den eneste, der er med inde og vidne.

“Det, synes jeg egentlig, var rigtig fint at være med til at se, at ligemeget hvad vi gør, så er han væk. Det er kun kroppen, der er tilbage.”

Efter at Dennis bliver erklæret hjernedød, beslutter familien at lade Dennis’ organer donere. Da beslutningen er taget er Lisette og hendes mor på vej ud af døren i den tro, at Dennis bliver erklæret officielt hjernedød dagen efter. Men situationen vender pludselig 180 grader.

“‘Helikopteren kommer og henter ham om en halv time,’ hører vi så og tænker: ‘Øhh en halv time?’, for min far var der ikke og Rebecca (Lisettes lillesøster) var der ikke. Det havde ikke fortalt os, at når der er sagt ja til donation, så er det nu.”

Det er den 4. december og nu skal Lisette sige farvel til sin lillebror.

“Det var en helt vildt ubehagelig situation. Tænk, hvis vi var kommet dagen efter, og så var han bare væk. Tænk, hvis vi ikke havde nået at sige farvel til ham. Det var en helt vildt underlig ting at skulle forholde sig til, midt i det hele.”

Den dag græder Lisette.

“Det jeg gjorde var egentlig bare lige at være der. Jeg holdt ham lidt i hånden, gav ham et kys på kinden, tror jeg. Jeg græd hele tiden. Det er svært ved at forholde sig til, at nogen skal forsvinde, når de er så gode.”

Midt i al kaosset får beslutningen også storesøsteren til at føle mere end sorg.

“Det giver sindsygt god mening, at livet ikke er forgæves, fordi han på den måde kunne hjælpe en masse mennesker.”

Det er ikke bare organdonationen, som Lisette finder mening i.

”Jeg var lettet, på hans vegne, over at det liv, som var så hårdt, fik lov til at stoppe. Jeg tror, at det er bedre for ham at få fred end at leve sådan et lorteliv”

To sider af samme Dennis

Det hårdeste for Lisette ved sin bror død, er alle de ting, som hun ikke ved om ham. Den Dennis, som Lisette så mest, var en glad og udadvendt bror, som var let at holde af.

”Han var sådan et godt menneske, der ville alle det godt, og havde en masse venner.”

Ved siden af den glade, omsorgsfulde Dennis, er der mange ting, som Lisette ikke kender til. Det er simple ting som hans musiksmag, men også de følelser som Dennis går rundt med, men ikke umiddelbart taler om.

”Vi fandt nogle papirer fra, da han var indlagt, hvor der står, hvor hårdt det er for ham at svigte. Vi har ikke snakket nok om det. Det er rart at vide, at der har været sådan nogle refleksioner i hans liv. Men også voldsomt ikke at have delt det med hinanden.”

Det er en kompleks oplevelse for Lisette, at se sin bror være så vellidt og samtidig vide, at der er en side af ham, der ikke er glad:

”Der sådan en god kerne, og så alligevel et liv, der bare var spildt, før det gik i gang.”

Den ansvarlige

Fra barnsben er Lisettes forhold til sin bror anderledes end de flestes.

”Vores mor var ikke så ansvarsfuld, der var ikke så meget ro i hendes liv. Jeg har reageret ved at tage meget ansvar, og han reagerede ved at lægge det fra sig. Så jeg har taget mig ret meget af ham, og jeg har nok haft mere en forælderrelation, end en søskende-relation til ham.”

At påtage sig forælderrollen over for sin lillebror, kommer helt naturligt for Lisette.

”Det er ikke noget, der har fyldt. Det var jo bare sådan, det var.”

Dennis og Lisette. Foto fra Lisette Plaetner.

Som barndommen går over i voksenlivet, begynder Lisette at vidne, hvordan stofferne overtager broderens liv. Det starter med hash-rygning til festerne og som selvmedicinering for ADHD, men i takt med at det ikke lykkedes Dennis at få uddannelse og arbejde, og at søskendenes far rammes af leukæmi, eskalerer Dennis’ misbrug.

“Det at grine og lave sjov hele tiden forsvinder som depression tager over i livet. “

Med misbruget følger dilemmaer, som splitter hendes kærlighed til sin bror og hendes modvilje over den måde, han levede på.

”Man har lyst til at gøre noget. Men samtidig var der en bevidsthed om, at jeg kun kan gøre det, som jeg kan gøre. Og så må jeg ellers lade det køre. ”

Som Lisette bliver ældre og får børn, føler hun sig nødsaget til at forlade sin forælderrolle over for sin bror og lægge det over på ham selv.

”Jeg kunne ikke holde til at tage mig så meget af ham, som jeg havde gjort, hvis jeg også skulle være en ordentlig mor over for mine egne børn.”

Det er først her, at hun opdager, hvor meget den rolle fylder for hende.

”Inden da havde jeg ikke tænkt, at det var noget, der tog noget af mig. Men da jeg fik børn, kunne jeg ikke holde det ud. Det var for hårdt at have så mange bekymringer hele tiden.”

At høre, at der er sket en ulykke. Dennis’ telefonnummer på et opkald. Det er nogle af de ting, som automatisk får Lisette til at tænker, at nu er det gået galt for Dennis. For det vil ikke være første gang.

”Han har været indlagt flere gange på grund af epilepsien, været i trafikuheld og haft kammerater, der tog ham på hospitalet. Han har haft en lunge kollapset og ligget på intensiv.”

De sidste år af Dennis’ liv giver Lisette og resten af familien op på at hjælpe broderen ud af misbruget.

”Vi måtte stille og roligt acceptere, at vi ikke kan styre det. Det er hans liv, og han gør det, han vil.”

At komme videre

Det, som har hjulpet Lisette med at komme over sin brors død, er især at vide, at hans organer nu hjælper andre med at leve videre.

”Det er en kæmpe hjælp til at håndtere sorgen, at han har reddet et liv.”

Derudover trøster Lisette sig ved, at alternativet for broderen måske ikke havde været bedre for ham.

”Det at have mavefornemmelsen af, at det var bedre for ham. Det er det, som gør, at det er til at holde ud, det hele. Det er jo trist, at livet ikke er mere værd end det. Men det var det bare ikke.”

Én af de ting, som hjalp Lisette mest med at komme sig over sin lillebrors død, er at vide, at hans gode hjerte nu lever videre i en anden. Video: Alina Jensen

Fra skolebænken i Skæring til gokartbanen i Rom

Sarah og Jonas skal snart køre gokartslalom på Vallunga-banen i Rom. Foto: Alina Jensen

For Sarah og Jonas endte et skoleprojekt med to billetter til Rom. Som hurtigste dreng og pige i klassen er de udvalgt til at repræsentere de rød/hvide farver i en international motorsportsturnering. Selvom konkurrencen er hård, mister de ikke modet.

Skrevet af: Alina Jensen

Et Facebookopslag fremviser 24 elever i hvide T-shirts fra Dansk Automobil Sports Union (DASU). Det er Skæring Skoles 9.C, som har vundet over 29 andre folkeskoleklasser i skoleforløbet ’Hestekræfter – Motorsport på skoleskemaet’.

Blandt de 24 elever sidder en 15-årig dreng på hug ved siden af klassekammeraterne og en jævnaldrene pige i en sølvfarvet gokart. De viser begge hver deres diplomlignende stykke papir frem.

Det er Sarah Kronborg Madsen og Jonas Højgaard Jakobsen, og papirerne er invitationer til at deltage i den internationale motorsportskonkurrence FIA Motorsport Games 2019, når den afholdes for første gang d. d. 30. oktober til d. 3. november.

”I starten troede vi ikke, at det blev til noget,” fortæller Sarah, som har haft lidt svært ved at begribe, at hun at skal afsted. ”Vi blev godt nok glade.”

Fra bog til bane

FIA Motorsport Games skal ifølge skoleforløbets leder, Mikkel Bøyesen, prøve at være motorsportens pendant til OL, hvor der dystes i forskellige discipliner, herunder amatør-disciplinen Slalom Karting. 

For at udtage de to amatør-repræsentanter til Karting Slalom-disciplinen, lavede DASU i foråret det fire uger lange, tværfaglige skoleforløb ’Hestekræfter – motorsport på skoleskemaet’.

Her kombinerede 40 folkeskoleklasser motorsport med skolefag og konkurrerede til sidst i både faglighed og gokartkørsel.

Den hurtigst kørende dreng og pige fra den vindende klasse skal nu repræsentere Danmark ved det. Det er Sarah og Jonas.

Video, filmet af Jonas’ mor fra Sarah og Jonas’ fællestræning torsdag d. 3 oktober. Banen, som Jonas kører på, svarer til ca. halvdelen af det, som de skal udføre på Vallungabanen i Rom.

En overraskende sejr

Det var ellers ikke med pokalambitioner, at Sarah, Jonas og de andre fra 9.C kørte mod 29 andre skoleklasser på Auning Racerbane før sommerferien.

”Det er lidt surrealistisk. Jeg havde aldrig regnet med, at vi skulle vinde,” fortæller Sarah og griner lidt sammen med Jonas, som med et beskedent smil indrømmer:

”Vi tog det ikke seriøst nogle af os.”

Selv om fokusset var sjov, er sejrens sødme dog stadig at spotte i Jonas’ smil: ” Vi blev meget glade, da vi vandt.”

Op mod eliten

Start oktober gælder det FIA-pokalen, hvor Jonas og Sarah skal dyste mod kørere fra 17 andre lande, heriblandt Frankrig, Tyskland, Indien, Rusland og Thailand. De to amatørkører er forberedt på, at konkurrencen ved Vallunga-banen i Rom bliver noget hårdere.

Da en del lande har haft svært ved at finde amatørdeltagere til Karting Slalom disciplinen, har Jonas og Sarah i år mange gokart-erfarne konkurrenter.

”Vi havde da håbet på, at det var det samme niveau som os,” siger Sarah, som kun har kørt gokart et par gange før i sit liv.

”Ja, der er lidt større pres på,” istemmer Jonas. De lader sig dog ikke slå ud af dårlige odds.

”Det er da godt at få kamp til stregen,” indvender Sarah og tilføjer dernæst i et grin: ”eller mere til.”

Selvom de danske amatører deltager i turneringen for oplevelsen, skal det ikke holde dem fra at øve sig lidt, inden de tager af sted:

”Man vil jo også gerne gøre en indsats for at komme op i den høje ende.” Sarah, som ud over en allerede afholdt fællestræning, har tænkt sig træne et par ekstra gange inden hun og Jonas skal med flyet til Rom.

Jonas ville da heller ikke have noget imod at blive rangeret højt, men han tager dog træningen mere stille:  

”Jeg tror ikke, at jeg kommer til at øve mig så meget. Bare en gang eller sådan.”

Mere end speederen i bund

Udover træninger i Danmark, lægger de unge Gokart-kørere dagene i Rom ud med at træne på Gokartbanen, som de i de efterfølgende dage skal dyste på. At træne op til en slalomturnering handler nemlig om mere end at have styr på speederen:

”Det handler om tålmodighed for at kunne læse banen,” forklarer Sarah, som lægger vægt på at det handler om mere end bare at køre hurtigt:

”Man skal kunne regne banen ud og have taktik.”

Til det uddyber Jonas vigtigheden af at kende sin bane og øve sig på den, så man ikke kører forkert og mister point. Og her husker Sarah da også en lille episode fra sidste gang de trænede:

”Der var en, som havde lidt svært ved at huske, hvordan ruten var,” griner Sarah og giver Jonas et venskabeligt klap på skulderen.

I alt 42 lande kan konkurrere i seks forskellige motorsport-discipliner under
FIA Motorsport Games. Ud over Karting Slalom, kan man spotte de danske farver i disciplinerne: Grand Tour, Formel 4, Drifting og Digital.
Det hele streames live på: https://www.fiamotorsportgames.com/watch-live

Rikkes legetøj blev aldrig lagt på hylden

Selv om kærligheden ligger i den autentiske reportagegenre, går Rikke ikke i vejen for at bruge et kvarter på at finde den helt rigtige lokation til et portræt. Foto: Alina Jensen

Uden den store overvejelse blev Rikkes konfirmationspenge brugt på et nyt legetøj: et Nikon d 5100 spejlreflekskamera. I starten var det mest for sjov, men der var noget ved kameraet, som gjorde, at det nye legetøj, aldrig blev lagt på hylden.

Skrevet af: Alina Jensen

Da Rikke blev konfirmeret, brugte hun, som så mange andre i sin omgangskreds, konfirmationspengene på at kamera. Ligesom så meget nyt legetøj, ender de fleste konfirmationskameraer efter et stykke tid på hylden, og hives kun frem til de fotoflotte ferier. Men Rikkes nye legetøj blev aldrig lagt på hylden.

Som en tumlet forelskelse, der finder sin egen måde at skabe samspil på, blev Rikkes kamera en følgesvend.  

Da Rikke i 2011 blev konfirmeret, fik hun råd til at købe et spejlrefleks, Nikon d 5100-kamera. Dengang vidste konfirmanden, at hun godt kunne lide at være kreativ. Og så havde hun ofte set sin fars flotte jordomrejsefotos. Udover det, troede hun, at hun vidste, at hun skulle være arkitekt.

”Det er ikke fordi, at syvende-klasses-Rikke var super velovervejet. Jeg tog bare den klassiske, som de fleste gjorde. ”

Der var dog noget ved at gå rundt i sin mors have og undersøge, hvordan man kunne få den bedste dybde ud af en blomst. Den 14-årige spirer lod sig inspirere af de dygtige fotografer på sociale medie.

”I starten var det meget manipuleret, ikke ægte, autentiske billeder. Det var virkelig sejt og kreativt, men det var billeder for billedets skyld.”

Inspireret af de dygtige fotografer, begyndte Rikke selv at tage billeder til familiefester og af sine venner. Det var her, hun begyndte at finde sin niche:

”Jeg kunne godt mærke, at det fedeste var, når folk kom hen og sagde: ’ej du fanger sådan nogle finurlige øjeblikke’. Det var dér jeg kunne mærke at det var federe, hvis jeg fik en sjov og kreativ idé.’”

Arbejdet er med tiden blevet mere seriøst. Rikke lavede i Gymnasiet en Facebookside til sine billeder, laver bestilt arbejde og er nu startet på DMJX’s fotojournalistuddannelse. Drømmen er ikke længere arkitekt.

”Der er altid en historie, et menneske bag det. Der er altid nogle oplevelser, nogle tanker, som de har. Der er altid et liv bagved, og det synes jeg er spændende at forevige.”